Ledreborg Slot | Visitlejre

Ledreborg Slot

Livsstilsmesser, slotskoncerter og Nordeuropas største svævebanepark. Det er noget af det, du kan opleve midt på Sjælland, når du tager til Ledreborg Slot.

For enden af den smukke og 7 kilometer lange Ledreborg Allé finder du Ledreborg Slot. Slottet blev bygget i 1740-1745 og har i mere end 250 år været i Holstein-Ledreborg-familiens eje. Hovedbygningen har en imponerende samling af møbler og malerier, som altid har været på Ledreborg Slot.

I sommerhalvåret kan du bestille guidede rundture på slottet. Ledreborg Slotspark og det flotte barokanlæg kan du besøge hver dag hele året fra kl. 11-16.

Ledreborg Slot er også et landbrug, der dyrker både hvede, rug og raps. Men derudover er slotsparken ramme om en række begivenheder: slotskoncerter, livstilsmesser og flyveture på Nordeuropas største svævebane.

Livsstilsmesse på Ledreborg Slot

I over 20 år har Ledreborg i forsommeren arrangeret og lagt slotspark til Livsstilsdage. Idéen fik man fra de smukke flower shows på engelske godser. I dag giver Livsstilsdagene på Ledreborg dig inspiration om de seneste nyheder inden for indretning, outdoor living, wellness og brugskunst. Der er mere end 250 udstillere på Danmarks største livsstilsmesse, og de har bl.a. fokus på haven, hjemmet, gastronomi, mode og accessories.

Slotskoncert i Ledreborg Slotspark

Hvert år i august kan du komme til DRs Slotskoncert i Lejreborgs Slotspark. Den første slotskoncert blev afholdt i 1993, og i dag hører slotskoncerterne til blandt sommerens populæreste friluftsbegivenheder i Danmark. Hvert år er der mere end 24.000 publikummer i den smukke slotspark, når DRs Orkestres slår tonen an. Dalens beskaffenhed giver en perfekt akustik og sikrer, at slotskoncerten giver dig en velklingende oplevelse.

Fly High – Nordeuropas største svævebane, midt på Sjælland

I sommeren 2014 åbnede Fly High, Nordeuropas største svævebanepark med 1,7 km svæv. Der er naturlige højdeforskelle i det sjællandske istidslandskab her i slotsparken, og derfor er området ideelt til en park, hvor der udelukkende er svævebaner (og ikke klatrebaner). Her oplever du Sjællands bedste sus, når du svæver fra træ til træ i op til 40 meters højde.

Der er 3 svævebaner

  • Tuff Tom: for børn fra 3 år. Maks. højde 2,5 meter.
  • Little John:  for børn fra 6 år. Maks. højde 15 meter.
  • Big B:  for alle fra 12 år. Maks. højde 40 meter.

Alle baner er udstyret med bremser, så du selv bestemmer, hvor hurtigt du svæver. Og du får selvfølgelig klatresele og hjelm på og skal gennemføre en testbane, før instruktørerne slipper dig løs på svævebanerne.

Del denne side

Slotskoncerter

Vil du vide mere om slotskoncerterne i Ledreborg Slotspark?

Besøg Ledreborg Slots hjemmeside

Livsstilsmesser

Vil du vide mere om livsstilsmesserne i Ledreborg Slotspark?

Læs mere på ledreborglivsstil.dk

Fly High - svævebanepark

Vil du vide mere om svævebaneparken, og hvordan du kan komme ud og svæve fra træ til træ?

Besøg Fly Highs hjemmeside

Online booking til Fly High