Nationalpark Skjolungelandet | Sjællands første nationalpark

Nationalpark Skjoldungernes Land

Når du besøger Nationalpark Skjoldungernes Land, besøger du et område i Danmark, som rummer unikke værdier både i naturen og landskabet og kulturhistorisk set. Imens du nyder naturen, fx med gode cykel- og vandreture, oplever du Lejres – og Danmarks – historie på nært hold.

Skjoldungerne var sagnhistoriens første danske kongeslægt og blev regnet for efterkommere af den første konge i Lejre, Kong Skjold. Skjoldungeslægtens hjemsted var Lejre, og det er Skjoldungerne, der har lagt navn til Danmarks 4. nationalpark, Skjoldungernes Land.

Kulturhistorie og oplevelser i naturen midt på Sjælland

I nationalparken oplever du fjordlandskabet i og omkring Roskilde Fjord, hvor der lever mange fugle. Du finder kystnær natur, ådale, der krydser gennem markerne, enge og overdrev, søer og moser samt store og små skove. Bidstrup Skovene er nationalparkens største skovområde med 1.076 hektar skov.

Samspillet mellem mennesker og natur har altid været tæt i denne del af Sjælland, og det oplever du overalt i Lejre. På din vej ser du unikke kulturhistoriske spor fra sten- og jernalderen og kongehaller og skibssætninger, som vikingerne byggede. Gl. Lejre var engang Danmarks magtcentrum, og det har sat værdifulde spor, som du kan se i naturen den dag i dag.

Cykel- og vandreture i Skjoldungernes Land

Medbring endelig cyklen eller vandrestøvlerne, når du tager til Lejre. Du kan nyde mange gode cykel- og vandreture i det smukke landskab i nationalparken, hvor der også er udlagt særlige mountainbikeruter. Prøv fx vandreruterne i Bidstrup Skovene, langs Skjoldungestierne eller cykl ad Fjordstien.

Danmarks 4. nationalpark

Nationalpark Skjoldungernes Land strækker sig over ca. 17 km2 i Lejre, Roskilde og Frederikssund kommuner. Nationalparken blev indviet i marts 2015 og er den 4. nationalpark i Danmark. Den er også Sjællands første nationalpark og giver dig fine muligheder for spændende kulturhistoriske oplevelser i naturen.

Del denne side

Oplev Nationalparken

Oplev Nationalpark Skjoldungernes Land med bus eller vandrestøvler, mountainbike eller skib.

Besøg nationalparkens hjemmeside, og få inspiration og viden om områdets seværdigheder og aktiviteter.

Mere information om Nationalpark Skjoldungernes Land

Interaktivt kort over Skjoldungernes Land